Dragternes historie

Til opvisning et dejligt sted i Danmark

Til opvisning et dejligt sted i Danmark

I Danmark er folkedanseres dragter inspireret af 1700- og 1800-tallets. De ligner som regel landbefolkningens festdagsdragt. Folkedragt, nationaldragt og egnsdragt er samlebetegnelse for de specielle dragter, som landbefolkningen bar i Danmark indtil ca. 1900. I dag er folkedragten blevet et signal om tilhørsforhold blandt folkedanserne ved fester og store stævner i ind- og udland. Dragterne laves efter grundige beskrivelser for de enkelte folkedragter, af de dengang anvendte sy- og strikketeknikker og af samme type materialer og snitmønstre som de oprindelige dragter. Form og farve varierer fra egn til egn. Det skyldes lokale traditioner og materialer. Dragten har forandret sig i tidens løb og er inspireret af udenlandske moder og udviklingen i købstæderne. Kvindens folkedragt består oftest af kjole med kåbe og en kyse, som bindes under hagen. Der var forskel på giftes og ugiftes dragt. Mandens folkedragt består af knæbukser, skjorte, vest, (rød) tophue og om vinteren træsko. Der findes også specielle børnedragter. Der var forskel på højtidsdragter, hverdagsdragter eller arbejdsdragter. Interessen for folkedragter er i Europa tæt forbundet med nationalromantikken i 1800-tallet. Nationalromantikken bevirkede, at flere kvinder anskaffede folkedragter, som de brugte ved særlige lejligheder. De første foreninger, der samledes om interessen for traditionelle klædedragter og folkedans, opstod omkring år 1900 i København. Kulturhistoriske museer og folkedansforeninger tilbyder arrangementer om klædedragtens håndværk og historie. Landbefolkningens klæder var indtil ca. 1850 hovedsagelig baseret på hjemmespundet uld og hør. Størstedelen blev derefter forarbejdet af landsbyvæverne og -skrædderne. Da klæder gik i arv fra forældre til børn, kunne et særpræg længe opretholdes. Dragterne var desuden oftest af solidt vadmel, som havde lang brugstid. Kvindedragten kunne bestå af lærredssærk, skørt, trøje eller livstykke med tilsyede ærmer, eller en oftest rød, strikket nattrøje under livstykket. Forklæde, strømper og sko med spænder samt hovedtøj hørte også med til dragtopbygningen. Næsten alle kvinder — også i byerne — havde tillige til højtid en sort kjole eller sort trøje og skørt. Denne skik går tilbage til renæssancen og holdt sig i brudekjolen på landet til omkring 1920. Udendørs brugtes hoftelang kåbe og sort kyse. Det egentlige egnspræg afspejlede sig imidlertid især i  hovedtøjet, hvis grundfundament som regel var en hue af mønstret silke eller pyntet med forskellig slags broderi. Det brugtes flere steder, efter at egnspræg ellers var forsvundet, og købetøj havde fortrængt det håndvævede. Mandsdragten omfattede skjorte og knæbukser, mest af skind, vadmel eller fløjl. Yderligere brugtes brystdug eller vest, trøje, kjol (frakke), strømper, spændesko og senere støvler. Sort hat hørte med, men til hjemmebrug og i hverdagen brugte man strikket, tit rød nathue med dusk. Et hætteslag til udendørs brug anvendtes også. Sølvknapper e.l. blev brugt i brystdugen og efter økonomisk formåen i det øvrige tøj. Da hornknapper blev almindelige, og modens lange bukser mod midten af 1800 tog overhånd, var forskellen mellem by- og landboer til dels udjævnet. På Færøerne og Grønland bruges stadig folkedragt ved festlige lejligheder. Den færøske nationaldragt har udviklet sig fra den almindelige hverdagsdragt i 1900-tallet. Ved siden af den findes en speciel festdragt. I dag bruges den færøiske nationaldragt ved festlige lejligheder og højtider, såsom ved bryllup og nationaldagen (Ólavsøka). Den grønlandske nationaldragt har udviklet sig fra en praktisk hverdagsdragt til en festdragt i strålende farver, hvor indførte materialer som stof og perler indgår. Dragten bestod af en overdel, bukser og støvler. Dragterne er ofte syet efter familieopskrifter. I dag bruges den grønlandske nationaldragt ved festlige lejligheder og højtider som jul, påske, nationaldagen, konfirmation, bryllup og til dels fødselsdage. Også ved den første skoledag i begyndelsen af august er børnene klædt i nationaldragter. Svenske folkedragter adskiller sig ved deres klare farver fra de danske, der er mere mættede. Der er også forskel på dragtdelenes form og stof. Dragterne i Sverige og Norge er stærk egnsprægede. I Norges luftes de den 17. maj og ved andre højtider. Litteratur: Ellen Andersen: Folkedragter i Danmark, København 1952

Lukket for kommentarer